LSD og opiater til indsprøjtning
LSD (lysergsyrediethylamid) udøver sin virkning ved at interagere med hjernens neurotransmittersystemer, primært serotoninsystemet. Serotonin, eller 5-hydroxytryptamin (5-HT), er involveret i regulering af humør, perception og kognition. LSD's virkning er især fokuseret på 5-HT2A-receptoren, en undertype af serotoninreceptorer, der findes i høje koncentrationer i cortex og andre hjerneområder, der er involveret i sanseopfattelse og tænkning af højere orden.
Når LSD kommer ind i hjernen, binder det sig til og aktiverer 5-HT2A-receptorer. Denne aktivering efterligner ikke blot serotonins normale virkninger; i stedet forstyrrer den de sædvanlige signalveje på komplekse måder. Resultatet er en betydelig ændring i opfattelse, tanker og følelser. Denne forstyrrelse kan forstås på flere måder:
1. Sensorisk bearbejdning og opfattelse: 5-HT2A-receptorerne er stærkt involveret i behandlingen af sanseinformation, især i områder som den visuelle cortex og de auditive centre. Når LSD binder sig til disse receptorer, ændrer det, hvordan sensorisk input fortolkes. Det fører til levende visuelle forvrængninger eller hallucinationer, ændrede auditive oplevelser og et skift i opfattelsen af rum og tid.
2. Øget kortikal excitation: LSD stimulerer en frigivelse af glutamat, som er hjernens primære excitatoriske neurotransmitter. Det fører til en stigning i den kortikale aktivitet, især i områder, der er relateret til visuel og sensorisk bearbejdning. Hjernen bliver hyperaktiv med hensyn til den måde, den bearbejder stimuli på. Det er en af grundene til den øgede bevidsthed eller forstørrelse af detaljer, som brugerne ofte rapporterer om.
3. Ændret forbindelse mellem hjerneområder: LSD fremmer øget kommunikation mellem hjerneområder, der normalt ikke interagerer så direkte. Undersøgelser med funktionel MRI (fMRI) har vist, at hjernenetværk, der typisk er adskilt, begynder at interagere mere frit under en LSD-oplevelse. For eksempel kan den visuelle cortex kommunikere mere med default mode-netværket (DMN), som er involveret i selvreferentiel tænkning og ego. Det kan forklare, hvorfor brugere ofte oplever en følelse af ego-opløsning, hvor grænserne mellem dem selv og den ydre verden synes at blive udvisket, hvilket fører til en følelse af enhed med omgivelserne.
4. Effekter på Default Mode Network (DMN): DMN er et sæt af hjerneområder, der er aktive, når vi ikke er fokuseret på omverdenen, som f.eks. under dagdrømmeri, introspektion og selvrefleksion. LSD forstyrrer den normale funktion af DMN, hvilket menes at bidrage til oplevelsen af ego-opløsning eller tab af selvidentitet. Brugere rapporterer ofte, at de føler, at de har overskredet deres selvfølelse og oplever en forbundethed med alt omkring dem.
5. Dopamin- og noradrenalinaktivitet: Mens LSD's primære effekter formidles gennem serotonin, interagerer det også med dopamin- og noradrenalinreceptorer. Dopamin er involveret i hjernens belønnings- og nydelsesveje, og noradrenalin påvirker ophidselse og årvågenhed. Disse interaktioner kan forklare nogle af de stimulerende og euforiske virkninger af LSD samt den øgede følelsesmæssige intensitet og energiniveauet under et trip.
Injicerbare opiater som heroin, morfin og fentanyl virker ved at interagere med hjernens opioidreceptorer, som er en del af kroppens naturlige smerte- og belønningssystem. Disse receptorer er placeret i hele centralnervesystemet og aktiveres normalt af endorfiner, kroppens naturlige smertelindrende kemikalier. Når opiater injiceres, oversvømmes hjernen og kroppen med kraftige syntetiske eller naturlige forbindelser, der binder sig til disse opioidreceptorer og forårsager en række fysiologiske og psykologiske effekter.
Når opiater når hjernen, krydser de blod-hjerne-barrieren og binder sig primært til mu-opioid-receptorer. Disse receptorer er koncentreret i områder af hjernen, der regulerer smerte, belønning og følelsesmæssig reaktion, såsom hjernestammen, det limbiske system og rygmarven. Ved at binde sig til disse receptorer hæmmer opiater transmissionen af smertesignaler, hvilket fører til en analgetisk (smertelindrende) effekt. Det er grunden til, at injicerbare opiater bruges medicinsk til stærk smertelindring, som det er tilfældet med morfin, der ofte gives på hospitaler mod akutte smerter efter en operation eller skade.
Ud over smertelindring udløser opiater også frigivelse af store mængder dopamin i hjernens belønningskredsløb, især i nucleus accumbens. Dopamin er den neurotransmitter, der er forbundet med glæde og belønning, og denne bølge af dopamin skaber intense følelser af eufori og velvære.
Hvert opiat har en lidt anderledes profil. Heroin omdannes f.eks. hurtigt til morfin, når det kommer ind i hjernen, men fordi det krydser blod-hjerne-barrieren hurtigere, mærkes virkningerne mere intenst og øjeblikkeligt sammenlignet med andre opiater. Fentanyl er derimod langt mere potent end heroin og morfin - ca. 50 til 100 gange stærkere end morfin. Selv en lille mængde fentanyl kan forårsage dyb smertelindring og eufori, men det medfører også en meget højere risiko for overdosering, fordi det undertrykker hjernens evne til at regulere vejrtrækningen.
Vedat kombinere LSD og injicerbare opiater opstår der en lang række komplekse og potentielt farlige effekter.
En væsentlig risiko er respirationsdepression. Opiater undertrykker vejrtrækningen ved at virke på hjernestammen, og høje doser eller potente opioider som fentanyl kan føre til dødeligt åndedrætssvigt. Selv om LSD ikke direkte påvirker åndedrættet, kan det forvrænge opfattelsen og dømmekraften og potentielt maskere advarselstegnene på en forestående overdosis. En person, der er påvirket af begge stoffer, vil måske ikke genkende eller reagere på de farlige niveauer af sedation, der forårsages af opiater, hvilket gør en overdosis langt mere sandsynlig.
Da LSD desuden kan forårsage hyperaktivitet eller rastløshed, kan det paradoksalt nok maskere opiatets beroligende virkning midlertidigt og give en falsk følelse af sikkerhed, før man pludselig styrter ned i en overdosis.
Psykologisk set kan LSD's hallucinogene egenskaber i høj grad påvirke humør og tankemønstre. Når det kombineres med opiater, kan den intense eufori fra opiatet føre til øgede følelsesmæssige eller endda spirituelle oplevelser. Der er dog også risiko for følelsesmæssig dysregulering, hvor LSD's dissociative eller hallucinerende virkninger kombineres med den opiatinducerede følelsesløshed og skaber ekstreme følelsesmæssige svingninger eller forvirring. Brugere kan føle sig løsrevet fra virkeligheden, få skræmmende vrangforestillinger og forværre angst og panik.
Desuden er blandingsmisbrug af disse stoffer forbundet med en højere risiko for langsigtede psykiske problemer. Kroniske brugere kan udvikle hallucinogen-persisting perception disorder (HPPD) eller vedvarende psykose, som kan forværres af de psykologiske abstinenssymptomer, der er forbundet med brug af opiater.
Ved at kombinere LSD med injicerbare opiater forstærker man således farerne ved begge stoffer og skaber en uforudsigelig blanding af hallucinogen overstimulering og opioidinduceret beroligelse, som dramatisk øger risikoen for overdosis, psykiske kriser og langtidsskader på hjernens funktion.
Vi er ikke stødt på bekræftede data om akutte og dødelige tilstande i forbindelse med denne kombination. Samtidig er der ingen tegn på værdifulde positive rekreative effekter, der kan dække over risikoen ved denne kombination.
I betragtning af ovenstående anbefaler vi at behandle denne kombination med stor forsigtighed.
Last edited by a moderator: