Opium er måske det mest berømte psykoaktive stof i menneskehedens historie, hvis derivater er blevet synonyme med alvorlig afhængighed, men det verdensomspændende tabu har ikke altid været til stede. I tusinder af år har mennesker brugt opium til behandling og underholdning.
Det første land, hvor brugen af opium blev et socialt problem, var Kina i det 18. århundrede. Men opium og dets derivater er stadig et af de mest effektive smertestillende midler, der anvendes i medicin.Hvordan stoffet blev ulovligt, og hvad den britiske kolonisering af Indien havde med det at gøre, kan du læse i vores første publikation på BB i vores serie om opiatbrugets historie.
Allerede ved historiens begyndelse lagde folk mærke til, at nogle planter har en særlig effekt på menneskers velbefindende - til at opmuntre, til at berolige, til at kvæle smerter, til at få folk til at falde i søvn. I det gamle Grækenland blev de stoffer, der stammede fra sådanne planter, kaldt narkotika - "drugging".
I tusinder af år har folk brugt stoffer til religiøse mysterier, til behandling og underholdning. Allerede i antikken havde præparater af sovevalmuen (opium) en særlig plads blandt dem, som var højt værdsat af præster og healere.
Det første land, hvor brugen af opium blev et socialt problem, var Kina i det 18. århundrede. Men opium og dets derivater er stadig et af de mest effektive smertestillende midler, der anvendes i medicin.Hvordan stoffet blev ulovligt, og hvad den britiske kolonisering af Indien havde med det at gøre, kan du læse i vores første publikation på BB i vores serie om opiatbrugets historie.
Allerede ved historiens begyndelse lagde folk mærke til, at nogle planter har en særlig effekt på menneskers velbefindende - til at opmuntre, til at berolige, til at kvæle smerter, til at få folk til at falde i søvn. I det gamle Grækenland blev de stoffer, der stammede fra sådanne planter, kaldt narkotika - "drugging".
I tusinder af år har folk brugt stoffer til religiøse mysterier, til behandling og underholdning. Allerede i antikken havde præparater af sovevalmuen (opium) en særlig plads blandt dem, som var højt værdsat af præster og healere.
Senere var det opiater, der blev forbundet med begrebet "narkotika".Hvordan kan det være, at de i dag anses for at være en destruktiv gift for mennesker og samfund, årsagen til vor tids frygtelige sygdom - stofmisbrug?
Det var netop i England, hvor de moderne videnskabelige og teknologiske fremskridt begyndte, og den imperialistiske kapitalisme blev født, at stoffer (frem for alt opiater), fra at være et mirakelmiddel, som kejsere og konger havde tillid til, blev det moderne samfunds største plageånd. Vi har sporet opiums og dets derivaters historie.
Sumerernes glæde og romernes universalmiddel
Opium er et potent stof, som i tusinder af år er blevet fremstillet af den soltørrede mælkesaft fra de umodne kapsler af sovevalmuen (Papaver somniferum). Planten stammer fra Lilleasien. Derfra trængte valmuekulturen ind i Mesopotamien, Grækenland og Middelhavsområdet længe før Kristus.
De første skriftlige referencer til brugen af opium som lægemiddel og narkotisk stof går tilbage til den sumeriske civilisation. Omtalen af valmuen som en "glædesplante" - "hul gil" - blev fundet på en lertavle fra omkring midten af det tredje årtusinde f.Kr. Den beskriver også, hvordan man dyrker valmuen, høster den og laver en drik af den. Sumererne brugte den primært til rituelle formål og medicin som bedøvelsesmiddel. Gil blev sjældent brugt til underholdning.
Det var netop i England, hvor de moderne videnskabelige og teknologiske fremskridt begyndte, og den imperialistiske kapitalisme blev født, at stoffer (frem for alt opiater), fra at være et mirakelmiddel, som kejsere og konger havde tillid til, blev det moderne samfunds største plageånd. Vi har sporet opiums og dets derivaters historie.
Sumerernes glæde og romernes universalmiddel
Opium er et potent stof, som i tusinder af år er blevet fremstillet af den soltørrede mælkesaft fra de umodne kapsler af sovevalmuen (Papaver somniferum). Planten stammer fra Lilleasien. Derfra trængte valmuekulturen ind i Mesopotamien, Grækenland og Middelhavsområdet længe før Kristus.
De første skriftlige referencer til brugen af opium som lægemiddel og narkotisk stof går tilbage til den sumeriske civilisation. Omtalen af valmuen som en "glædesplante" - "hul gil" - blev fundet på en lertavle fra omkring midten af det tredje årtusinde f.Kr. Den beskriver også, hvordan man dyrker valmuen, høster den og laver en drik af den. Sumererne brugte den primært til rituelle formål og medicin som bedøvelsesmiddel. Gil blev sjældent brugt til underholdning.
I det gamle Egypten var opiumsvalmuen meget udbredt halvandet tusinde år før Kristus, i Thutmoseid-faraoernes tid. Disse oplysninger findes i den gamle egyptiske Ebers-papyrus, et kompendium med gammel egyptisk medicinsk viden, der blev udarbejdet i det 16. århundrede f.Kr. under farao Yahmose og opdaget af den tyske videnskabsmand Georg Ebers i 1873.
Afhandlingen indeholder næsten 900 opskrifter på medicin til mave, lunger, hjerte, høre- og synsforstyrrelser og alle former for infektioner. Mange af dem omfattede sovevalmuen.
Manuskriptet beskriver især en opiumbaseret drik, spen, som blev brugt til at berolige spædbørn. Opiater blev også brugt til kirurgi, tandpleje og eutanasi.
En opiumstinktur blev også forkælet af de gamle grækere. Den blev kaldt "glemslens drik" og var kendt så langt tilbage som ni århundreder f.Kr. Det græske ord "nepenthes" har en fælles rod med det egyptiske "spen".
Grækerne ser ud til at have lånt kulturen med valmuedyrkning og -brug fra egypterne .Her er, hvordan nepenthes beskrives i Homers Odysseen:
"Den drukner i sorg og vrede, og ulykkens glemsel kommer.
Hvis man drak den blandet med vin i et krater,
ville en hel dag ikke tørre en tåre af kinden,
selv om en far eller en mor var død ..."
Den berømte digter Hesiod (8. århundrede f.Kr.) beskrev dyrkningen af valmuen i Mekon ("Valmuebyen"), som lå i Korinth. Det var sandsynligvis centrum for kulten af Demeter, frugtbarhedsgudinden, hvor et af symbolerne som sovende og vågen guddom var valmuen. Den dag i dag er det skik i Grækenland at dekorere høstens sidste skår med valmueblomster.
Grækerne ser ud til at have lånt kulturen med valmuedyrkning og -brug fra egypterne .Her er, hvordan nepenthes beskrives i Homers Odysseen:
"Den drukner i sorg og vrede, og ulykkens glemsel kommer.
Hvis man drak den blandet med vin i et krater,
ville en hel dag ikke tørre en tåre af kinden,
selv om en far eller en mor var død ..."
Den berømte digter Hesiod (8. århundrede f.Kr.) beskrev dyrkningen af valmuen i Mekon ("Valmuebyen"), som lå i Korinth. Det var sandsynligvis centrum for kulten af Demeter, frugtbarhedsgudinden, hvor et af symbolerne som sovende og vågen guddom var valmuen. Den dag i dag er det skik i Grækenland at dekorere høstens sidste skår med valmueblomster.
Valmuen var også en attribut for Hypnos, drømmenes gud, og hans bror Thanatos, dødens gud, og hans søn Morpheus, drømmenes guddom . Thanatos blev afbildet med en valmuekrone, og Morpheus - i sorte klæder, med en krone af valmueblomster eller -hoveder og med et bæger med valmuesaft.
"Medicinens fader", den gamle græske læge Hippokrates (460-377 f. Kr.) brugte i vid udstrækning opium.C.) brugte i vid udstrækning opium som smertestillende og hypnotisk middel.
En af de første, der gav en videnskabelig beskrivelse af opiumsvalmuen, var en elev af Platon og Aristoteles og grundlæggeren af botanikken, Theophrastus (372-287 f.Kr.). I sin afhandling "Planternes historie" gav han oplysninger om dyrkning af valmuen, metoder til at skære i frøkapslerne for at få den mælkeagtige saft, dens egenskaber og virkning.
Vi skylder også hellenerne navnet på stoffet. "Όπιο" betyder "saft" på græsk. Det gav senere anledning til navnet på drikken på mange andre sprog: "ophion" på oldhebraisk og "af-yun" eller "afiun" på arabisk.
Fra araberne, som handlede i hele Orienten, spredte navnet sig til andre asiatiske sprog. Kineserne lånte det f.eks. fra dem og kalder valmuesaften "o-fu-yung", "ya-pien" og "opien", afhængigt af dialekten.
"Medicinens fader", den gamle græske læge Hippokrates (460-377 f. Kr.) brugte i vid udstrækning opium.C.) brugte i vid udstrækning opium som smertestillende og hypnotisk middel.
En af de første, der gav en videnskabelig beskrivelse af opiumsvalmuen, var en elev af Platon og Aristoteles og grundlæggeren af botanikken, Theophrastus (372-287 f.Kr.). I sin afhandling "Planternes historie" gav han oplysninger om dyrkning af valmuen, metoder til at skære i frøkapslerne for at få den mælkeagtige saft, dens egenskaber og virkning.
Vi skylder også hellenerne navnet på stoffet. "Όπιο" betyder "saft" på græsk. Det gav senere anledning til navnet på drikken på mange andre sprog: "ophion" på oldhebraisk og "af-yun" eller "afiun" på arabisk.
Fra araberne, som handlede i hele Orienten, spredte navnet sig til andre asiatiske sprog. Kineserne lånte det f.eks. fra dem og kalder valmuesaften "o-fu-yung", "ya-pien" og "opien", afhængigt af dialekten.
Kulturen med dyrkning af sovevalmuer spredte sig fra vest til øst. Det begyndte med Alexander den Stores erobringer (356-323 f.Kr.), hvis hære indførte valmuer i det besejrede persiske rige så langt som til Indien.
I det gamle Rom blev valmuen nævnt af den litterære figur og statsmand Marcus Porcius Cato (234-149 f.Kr.) og den encyklopædiske filosof Marcus Terentius Varron (116-27 f.Kr.). Romerne brugte valmuer i form af en tinktur med safran og aloe.
Den lærde encyklopædist Avlus Cornelius Celsus (25 f.Kr.-50 e.Kr.), med tilnavnet medicinens Cicero og den romerske Hippokrates, beskrev i sit værk "Ommedicin" den narkotiske virkning af opium, som han kaldte "valmuens tårer".
I det første århundrede e.Kr, skrev lægen og videnskabsmanden Dioscorides encyklopædien "On Medicinal Substances", som i de næste halvandet tusinde år, indtil opdagelsen af Amerika, var den vigtigste kilde til viden om farmaci.
I det gamle Rom blev valmuen nævnt af den litterære figur og statsmand Marcus Porcius Cato (234-149 f.Kr.) og den encyklopædiske filosof Marcus Terentius Varron (116-27 f.Kr.). Romerne brugte valmuer i form af en tinktur med safran og aloe.
Den lærde encyklopædist Avlus Cornelius Celsus (25 f.Kr.-50 e.Kr.), med tilnavnet medicinens Cicero og den romerske Hippokrates, beskrev i sit værk "Ommedicin" den narkotiske virkning af opium, som han kaldte "valmuens tårer".
I det første århundrede e.Kr, skrev lægen og videnskabsmanden Dioscorides encyklopædien "On Medicinal Substances", som i de næste halvandet tusinde år, indtil opdagelsen af Amerika, var den vigtigste kilde til viden om farmaci.
I sin afhandling talte han ikke kun om opium, men afslørede endda forskellene mellem opium fremstillet af snit i valmuehoveder og opium fremstillet ved kogning af valmuen. Dioskurides kaldte valmuens saft for meconin. Fra saften fra valmuens frøkapsel fik han stoffet meconion, som han studerede, og beskrev en sirup baseret på det, som han kaldte diakodum.
Sirup fra valmuesaft under navnet "diakod" blev solgt på europæiske apoteker i det 19. århundrede. Et sådant lægemiddel nævnes f.eks. i romanen "Uden bund" (1891) af den franske forfatter Joris Huysmans.
Dioskurides samtidige, den romerske lærde og statsmand Plinius den Ældre, skrev, at indbyggerne i Den Evige Stad indåndede røgen fra afbrænding af valmuer gennem en sukkerrørsstængel for at helbrede og forbedre deres humør.
Opiums popularitet i Rom blev også fremmet af Galen (2. århundrede), en læge med ubestridelig autoritet, som lovpriste dets terapeutiske egenskaber . I det fjerde århundrede udarbejdede Oribasius, kejser Julian den Frafaldnes hoflæge, en manual, hvori han nævnte brugen af opium til behandling af forskellige sygdomme.
Sirup fra valmuesaft under navnet "diakod" blev solgt på europæiske apoteker i det 19. århundrede. Et sådant lægemiddel nævnes f.eks. i romanen "Uden bund" (1891) af den franske forfatter Joris Huysmans.
Dioskurides samtidige, den romerske lærde og statsmand Plinius den Ældre, skrev, at indbyggerne i Den Evige Stad indåndede røgen fra afbrænding af valmuer gennem en sukkerrørsstængel for at helbrede og forbedre deres humør.
Opiums popularitet i Rom blev også fremmet af Galen (2. århundrede), en læge med ubestridelig autoritet, som lovpriste dets terapeutiske egenskaber . I det fjerde århundrede udarbejdede Oribasius, kejser Julian den Frafaldnes hoflæge, en manual, hvori han nævnte brugen af opium til behandling af forskellige sygdomme.
Nogle opskrifter på opiumpræparater er overleveret til os siden dengang. En af dem var teriak, som havde ry for at være et universalmiddel og, endnu vigtigere, en universel modgift, fordi frygten for forgiftning var en af herskernes største fobier i tusindvis af år. Teriak blev tilberedt med vin og honning i form af en sort pasta.
Den blev først lavet af Andromache, kejser Neros læge, og forbedret og beskrevet af Galen, ifølge hvis opskrift dette opiat blev tilberedt indtil det 18. århundrede. Til Galens teriak med valmue-tinktur gav kejser Marcus Aurelius, som brugte den næsten hver dag (og måske er det derfor, han gik over i historien som den største repræsentant for stoicismen), en guldkæde med inskriptionen: "Antoninus, romernes kejser, til Galen, lægernes kejser".
I det første århundrede f.Kr. blev Philonia betragtet som et fremragende middel mod tarmkolik og dysenteri og igen som en modgift, hvis forfatter Plinius den Ældre navngav lægen Philo fra Tarsus (1. århundrede f.Kr.). Philonia forblev i den engelske farmakopé indtil 1867. Det blev fremstillet af hvid peber, ingefær, spidskommen, opium og sirup af valmuefrø.
Den blev først lavet af Andromache, kejser Neros læge, og forbedret og beskrevet af Galen, ifølge hvis opskrift dette opiat blev tilberedt indtil det 18. århundrede. Til Galens teriak med valmue-tinktur gav kejser Marcus Aurelius, som brugte den næsten hver dag (og måske er det derfor, han gik over i historien som den største repræsentant for stoicismen), en guldkæde med inskriptionen: "Antoninus, romernes kejser, til Galen, lægernes kejser".
I det første århundrede f.Kr. blev Philonia betragtet som et fremragende middel mod tarmkolik og dysenteri og igen som en modgift, hvis forfatter Plinius den Ældre navngav lægen Philo fra Tarsus (1. århundrede f.Kr.). Philonia forblev i den engelske farmakopé indtil 1867. Det blev fremstillet af hvid peber, ingefær, spidskommen, opium og sirup af valmuefrø.
Rejsen til Østen og tilbage igen
I den tidlige middelalder flyttede centrum for opiatbrug fra Europa til Østen. På den ene side mistede europæerne efter Det Vestromerske Riges fald gammel viden, herunder viden om medicin og farmakologi. På den anden side bidrog islams udbredelse til dette: Araberne brugte opium, fordi det erstattede alkohol, som var forbudt ifølge Koranens regler.
Desuden havde det en anden nyttig funktion - det dræbte sult, hvilket var meget vigtigt for muslimer under den strenge månedlange fasteperiode, ramadanen. Opium blev opløst i vand, spist i form af tortillas og tygget. Opiofagi spredte sig først i Persien og derefter i Tyrkiet.
Samtidig begyndte araberne at stifte bekendtskab med den gamle videnskabelige arv. Dioskurides ' bog blev oversat til arabisk og var populær i Østen næsten helt frem til det 20. århundrede. Fremtrædende videnskabsmænd som Ibn Sina ( iVesten kendt som Avicenna, 980-1037), Ibn Rushd (Averroes, 1126-1198) og andre brugte den til at studere lægeplanter.
For eksempel anbefalede Ibn Sina i sin afhandling "Canon of Medicine" valmue og dens ekstrakt mod øjensygdomme, mavesygdomme, diabetes, impotens, manglende mælk hos kvinder, beroligelse af spædbørn og diarré.
Hashashash er en sovevalmue. Der findes flere slags valmuer: havevalmue, vild valmue og nogle gange sort valmue, og endnu en slags - hornvalmue, dvs. havvalmue, som har en buet frugt, samt den "skummende" slags - hirakli. Den bedste og mest harmløse valmue er den hvide valmue. Alle slags valmuehoveder skal stødes friske, laves til kager, konserveres og spises".
Han var en af de første til at påpege farerne ved afhængighed af valmue og dens derivater.
"Af de midler, der forårsager følelsesløshed, er opium det stærkeste. De andre midler er alrune, dens frø, skræl og rod, forskellige slags valmuer, sort morgenfrue og koldt vand. <...> Hvis en sygdom er ledsaget af smerter eller lignende, eller af noget, der forårsager smerte, såsom et slag og et fald, bør du begynde med at lindre denne smerte. Hvis du har brug for at dæmpe smerten, skal du ikke overforbruge midler som sovevalmue, for ved at dæmpe smerten bliver det en vane og spises som et spiseligt middel".
Hashashash er en sovevalmue. Der findes flere slags valmuer: havevalmue, vild valmue og nogle gange sort valmue, og endnu en slags - hornvalmue, dvs. havvalmue, som har en buet frugt, samt den "skummende" slags - hirakli. Den bedste og mest harmløse valmue er den hvide valmue. Alle slags valmuehoveder skal stødes friske, laves til kager, konserveres og spises".
Han var en af de første til at påpege farerne ved afhængighed af valmue og dens derivater.
"Af de midler, der forårsager følelsesløshed, er opium det stærkeste. De andre midler er alrune, dens frø, skræl og rod, forskellige slags valmuer, sort morgenfrue og koldt vand. <...> Hvis en sygdom er ledsaget af smerter eller lignende, eller af noget, der forårsager smerte, såsom et slag og et fald, bør du begynde med at lindre denne smerte. Hvis du har brug for at dæmpe smerten, skal du ikke overforbruge midler som sovevalmue, for ved at dæmpe smerten bliver det en vane og spises som et spiseligt middel".
Ifølge en version døde Avicenna selv af en overdosis opium, som han forsøgte at behandle en mavesygdom med.
De første omtaler af valmuedyrkning i Kina daterer sig tilbage til det 8. århundrede. De himmelske lærte af araberne og perserne, hvordan man "brygger" valmuer og laver kager af opium. En medicinbog fra slutningen af det 10. århundrede beskriver brugen af valmuen "yin-tsu-shu" til behandling af dysenteri, smerter og søvnløshed.
Opiater vendte først tilbage til Europa i renæssancen, da arven fra antikken blev genopdaget. Desuden blev opiumsrevanchen hjulpet på vej af kirkens reducerede indflydelse - inkvisitionen i den sene middelalder straffede nådesløst enhver lyst til eliksirer fra det "sataniske" Østen. Pavedømmet forbød endda cannabis, som voksede overalt i Europa, efter at korsfarerne havde bragt hash med fra Palæstina.
I det 16. århundrede sammensatte den venetianske læge og forfatter Girolamo Fracastoro (1478-1553) et beroligende middel baseret på opium, kanel, kassiafrugter, hvid aske, gummiarabikum, hvid peber, armensk ler og tyggegummi, som han opkaldte efter den berømte antikke læge - Dioscoridium. Midlet har været meget populært i flere århundreder; selv børn fik det ordineret i det 19. århundrede.
De første omtaler af valmuedyrkning i Kina daterer sig tilbage til det 8. århundrede. De himmelske lærte af araberne og perserne, hvordan man "brygger" valmuer og laver kager af opium. En medicinbog fra slutningen af det 10. århundrede beskriver brugen af valmuen "yin-tsu-shu" til behandling af dysenteri, smerter og søvnløshed.
Opiater vendte først tilbage til Europa i renæssancen, da arven fra antikken blev genopdaget. Desuden blev opiumsrevanchen hjulpet på vej af kirkens reducerede indflydelse - inkvisitionen i den sene middelalder straffede nådesløst enhver lyst til eliksirer fra det "sataniske" Østen. Pavedømmet forbød endda cannabis, som voksede overalt i Europa, efter at korsfarerne havde bragt hash med fra Palæstina.
I det 16. århundrede sammensatte den venetianske læge og forfatter Girolamo Fracastoro (1478-1553) et beroligende middel baseret på opium, kanel, kassiafrugter, hvid aske, gummiarabikum, hvid peber, armensk ler og tyggegummi, som han opkaldte efter den berømte antikke læge - Dioscoridium. Midlet har været meget populært i flere århundreder; selv børn fik det ordineret i det 19. århundrede.
I øvrigt var den udbredte brug af opiater til at berolige små børn en af grundene til deres høje dødelighed. Og ikke på grund af den narkotiske effekt.Opium undertrykte som nævnt sultfølelsen, så børnene døde af banal udmattelse.
En berømt samtidig med venetianeren, schweizeren Paracelsus (1493-1541), kaldte opium for "udødelighedens sten" og skabte på basis heraf en hel række lægemidler, herunder piller og alkoholtinkturer - laudanum (fra latin laudandum - ærværdig) og anodyne (fra græsk anodydon - et smertestillende middel). Ud over renset opium indeholdt de appelsin- eller citronsaft, frøsæd, kanel, nellikekorn, forstenet harpiks og safran.
En berømt samtidig med venetianeren, schweizeren Paracelsus (1493-1541), kaldte opium for "udødelighedens sten" og skabte på basis heraf en hel række lægemidler, herunder piller og alkoholtinkturer - laudanum (fra latin laudandum - ærværdig) og anodyne (fra græsk anodydon - et smertestillende middel). Ud over renset opium indeholdt de appelsin- eller citronsaft, frøsæd, kanel, nellikekorn, forstenet harpiks og safran.
Se vedhæftet fil lJ26MH8gV5.jpeg
Der er flere hypoteser om oprindelsen af navnet "laudanum", som var navnet på alkoholiske tinkturer af opium indtil slutningen af det 19. århundrede. Ifølge én version sammensatte Paracelsus det af to ord: Iaudatum opium - "smuk opium". Men den klassiske opskrift på laudanum - 10 % opium i 90 % alkohol - kom senere. Den blev udledt i 1669 af en anden fremtrædende læge, "den engelske medicins fader" - Thomas Sydenham (1624-1689).
Lægemidler baseret på opiumsvalmuen blev hurtigt populære. De blev ordineret mod infektionssygdomme (kopper, tuberkulose, kolera, dysenteri, syfilis, kighoste) samt mod vattersot, gigt, hovedpine, hjerteproblemer, abort, kolik og hoste. Man fremstillede piller, tinkturer, suppositorier, indsmøringer og salver af valmuen. Men bivirkningerne af sådanne midler havde allerede gjort sig gældende.
Del II kan læses her
Lægemidler baseret på opiumsvalmuen blev hurtigt populære. De blev ordineret mod infektionssygdomme (kopper, tuberkulose, kolera, dysenteri, syfilis, kighoste) samt mod vattersot, gigt, hovedpine, hjerteproblemer, abort, kolik og hoste. Man fremstillede piller, tinkturer, suppositorier, indsmøringer og salver af valmuen. Men bivirkningerne af sådanne midler havde allerede gjort sig gældende.
Del II kan læses her
Last edited by a moderator: